Kreativ og legende podcastuddannelse

Siden 2023 har jeg taget en uddannelse på Æteren - Danmarks eneste dedikerede podcastuddannelse. Her har jeg fordybet mig i dramaturgi, fortællestrukturer, fiktion og dokumentargenren, og jeg arbejder løbende med at udvikle mit håndværk som fortæller og producer.

Du kan læse mere om uddannelsen her og her kan du høre Æterens produktioner.

2. semester

På 2. semester har temaet været “Dramaturgi” - hvordan opbygger man en historie, så den bliver fængende for lytteren? Hvilke dramaturgiske greb kan man benytte sig af, og hvad er forskellen på en lineær og en cirkulær dramaturgi? Det er nogle af de ting, vi er dykket ned i på 2. semester. Derudover har vi fået undervisning i fiktion - hvordan fortæller man fiktionshistorier på lyd?

Derudover har vi på dette semester deltaget i den internationale konkurrence AudioFlux, hvor vi hver især skulle lave en 3-minutters fortælling. Vi er dykket dybere ned i dramaturgiske fortællemetoder, dybdegående interviews og lavet kreative skriveøvelser.

På dette semester er vi blandt andet blevet undervist af Krister Moltzen, Mette Kruse og Anne Pilegård.

1. semester

På 1. semester har vi fokuseret på kunsten at skabe portrætter – af personer, steder, ting og mere. Vi har undersøgt, hvordan man identificerer den sigende detalje, der gør portrættet levende, og hvordan man bedst formidler det gennem lyd og interviewteknikker.

Vi lærte blandt andet om momentinterview og teknikker til at opbygge og formidle scener, der engagerer lytterne. Hvilke fortælleroller kan styrke historien, og skal der overhovedet være en fortæller? Hvad er vigtigt at inkludere, og hvad kan man lade stå mellem linjerne?

Undervisningen har været præget af inspirerende indsigter fra erfarne fagfolk som Jacob Heldt, Bengt Bok og Nils Thorsen, der hver især har givet os redskaber til at skabe stærke, lydfortællende portrætter.

3. semester

På 3. semester er vi blandt andet dykket ned i vores drømmeprojekter. Her har jeg arbejdet sammen med en af de andre medlemmer fra Æteren på et fiktionsprojekt, der vil udfordre grænserne mellem fantasi og virkelighed med udgangspunkt i myter og vandrehistorier. Derudover har vi arbejdet med dokumentargenren, hvor Mads Bjørn fra P3 har guidet os igennem muligheder og faldgruber. Vi har på dette semester også arbejdet med samtalepodcast - og hvordan man kan udfordre og nytænke formatet.

Som mit semesterprojekt har jeg lavet første episode i en hybrid-serie, hvor jeg kombinerer elementer fra både dokumentargenren og samtaleformatet. Serien hedder “Hvem slår mig ihjel?"